Frederiksstaden

Med bydelen Frederiksstaden hyldede Frederik V det oldenborgske kongehus og ikke mindst sin egen enevældige magt. Frederiksstaden er en bydel i København, der er afgrænset af Esplanaden, havnen, Sankt Annæ Plads og Bredgade.

Bydelen er opkaldt efter Frederik V. Han anlagde bydelen i forbindelse med det oldenborgske kongehus’ 300 års jubilæum i 1748.

Ud over at hylde den enevældige konge, Frederik V, skulle det nye anlæg gavne handel og søfart og opfylde adelens behov for palæer i hovedstaden.

Arkitekten Niels Eigtved udarbejdede byplanen efter tysk og fransk inspiration og bydelen blev udtryk for 1700-tallets europæiske forestilling om den ideelle by. Lige, lyse og luftige gader bebygget med store borgerhuse og palæer efter en samlet plan og fælles æstetiske normer. Den nye by stod i kontrast til de snævre, mørke og krogede gader i det gamle København.

Bydelens gadenet er retvinklet, og den ottekantede Amalienborg Slotsplads udgør centrum. Her er fire ens palæer placeret i pladsens diagonaler, mens den franske billedhugger Salys rytterstatue af Frederik V står i pladsens centrum.

På pladsen skærer anlæggets to hovedakser hinanden. Længdeaksen, Amaliegade, fører mod nord til Kastellets voldanlæg. Tværaksen, Frederiksgade, afsluttes mod vest af Frederikskirken (Marmorkirken), hvis grundsten også blev lagt i 1749. Mod øst ender Frederiksgade i dag i Amaliehaven, som den belgiske arkitekt Jean Delogne anlagde i 1983.

Bydelens borgerhuse er hver især symmetriske og har en ensartet etageopbygning, hvilket giver gennemgående vandrette linjer. I husene boede primært folk fra overklassen og det højere borgerskab. En fornem tendens, der forstærkedes, da Amalienborg i 1794 blev kongelig residens på grund af Christiansborgs brand. Efter år 1900 er Frederiksstadens bygninger – hvoraf mange i dag er fredet – i stigende grad blevet brugt til kontorer.

Fordi bydelen rumligt forbinder havn, slotsplads, statue og kirke, forbinder den samtidig samfundet med havet og himlen. Pladsens vandrette plan flugter med horisonten, mens den diagonalt stigende akse fra rytterstatue til kirkens kuppel forbinder stedet med himlen. Arkitekturen formår med andre ord at skabe en sammenhæng mellem byen, borgeren, kongen og det guddommelige.