ATP Pakhuset: Et levende facadeudtryk

Erhverv

800
Photo: Jens Markus Lindhe
Arkitektur-tidslinje

Arkitektur-
tidslinje

Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.

Se tidslinje

For enden af den historiske Langeliniepromenade har den prisbelønnede tegnestue Lundgaard og Tranberg Arkitekter gentænkt stilen fra de gamle pakhuse og løftet moderne erhvervsbyggeri til helt nye højder.

For enden af molen på Langelinie står ATPs kontorhus tegnet af Lundgaard og Tranberg i samarbejde med rådgivningsfirmaet COWI. Pakhuset er opført som det sidste og seneste i rækken af større, solitære bygninger på Langeliniemolens vestside i 2014.

Med projektet har arkitekter og ingeniører forsøgt at skabe et moderne kontorbyggeri, der respekterer den eksisterende arkitektur på stedet og ovenikøbet lever op til lavenergiklasse 1, hvilket på daværende tidspunkt ikke var et lovkrav endnu.
Facaderne på den aflange bygningskrop er brudt op af en række kviste og vinduer i forskellige størrelser, der giver lysindfald og udsyn i hele huset. Det har været ambitionen at skabe et uformelt og levende facadeudtryk i en nutidig fortolkning af de historiske pakhuse.

Små vinduer reducerer energiforbrug

De lidt atypiske og relativt små vinduesarealer giver mindre tab af varme end de store panoramavinduer, man har set i meget kontorbyggeri de seneste 15-20 år, samtidig med at bygningen ikke bliver overophedet af direkte sollys. Lavt varmetab i kolde perioder og solafskærmning i varme perioder betyder mindre energi til opvarmning og afkøling. Løsningen reducerer energiforbruget til temperering af pakhuset med 75-80 % i forhold til traditionelle anlæg.
Som et supplement til vinduerne skaber det store atrium midt i bygningen store mængder indirekte dagslys og sænker behovet for elektrisk belysning. Atriet går igennem samtlige etager og er møbleret med tværgående gangbroer, opholdsplatforme og et åbent trappeforløb.

Grønne og blå trapper

Det aflange atrium har en trappekerne i hver ende. Den ene kerne med frodig bevoksning af slyng- og klatrevegetation, den anden med vandkunst ned ad væggene.

Støbt på stedet

Kontorbyggeriet består af en blanding af betonelementer og beton støbt på stedet. Idéen var at undgå transport af for mange betonelementer og dermed undgå en del af CO2-udslippet fra de lastbiler, som skulle køre elementerne tilbyggepladsen. Den pladsstøbte konstruktion er også mere kompakt en det elementbyggeri, og det gør det muligt at klemme syv etager ind på bygningens 19 meters højde, hvorimod man normalt kun ville kunne have seks, hvis der var anvendt elementer.

Havvand køler og luner

Da bygningen ligger med vand til begge sider, har man valgt at udnytte energien fra havvandet både til afkøling og opvarmning. Kort fortalt sørger et rørsystem, der er bygget ind i husets etageadskillelser, for at pumpe havnevand rundt i bygningen. Om sommeren hentes koldt vand ind for at køle bygningens beton, og om vinteren pumpes opvarmet vand rundt i bygningen ved hjælp af en varmepumpe. Pumperne er delvist drevet ved hjælp af solceller.