Cirkelbroen: Indbyder til ophold
Infrastruktur
Cirkelbroen vil være mere end en bro. Med sine fem runde, sejlskibslignende platforme inviterer den til at stoppe op og nyde udsigten.
“Snarere end at tilbyde den hurtigst tænkelige passage over kanalen, skaber broen små ændringer i måden, vi betragter byen og åbner for en genforhandling af det offentlige rum,” siger Olafur Eliasson, den dansk-islandske kunstner, der har designet broen.
Plads til et udkig
Visuelt peger Cirkelbroen tilbage på Christianshavns historie og kulturen omkring kanalerne med referencer til master og sejlerliv. Og de runde bro-platforme gør, at man må tage nogle sving og sagtne farten på vej over. Designet opfordrer på den måde til, at man ser sig omkring og bruger broen som et udsigtspunkt.
Afslutning på Havneringen
Cirkelbroen forbinder Islands Brygge med Christianshavn langs havnefronten og slutter cirklen af broer i Københavns Inderhavn. Broen er sidste led, der gør det muligt at gå eller cykle hele Inderhavnen rundt ad den såkaldte Havnering. Det anslås, at der dagligt er 5.000 mennesker, der cykler eller går over Cirkelbroen.