Dansk Jødisk Museum
Kultur
Daniel Libeskind har tegnet museet, der arkitektonisk afspejler den jødiske kultur og religion. Museet er knyttet sammen med det gamle Galejhuset med hvælvede stenrum og er en stærk og intim oplevelse for besøgende.
Ideen bag Dansk Jødisk Museums udformning kommer fra det hebraiske ord Mitzvah, som betyder bud, forpligtelse eller god gerning. Det er den amerikanske arkitekt Daniel Libeskind, kendt for det jødiske museum i Berlin, der har tegnet museets interiør.
Libeskind har ladet sig inspirere af begrebet Mitzvah, fordi den jødiske historie i Danmark blandt andet handler om de gode gerninger, der reddede de fleste danske jøder fra Holocaust under Anden Verdenskrig.
Gå ind i teksten
Skæve vinkler og en mosaik af overraskende flader og fremspringmøder en, når man bevæger sig ind i museet. Der er en mening med den mystiske arkitektur. Museets gange er nemlig formet som de fire bogstaver, der på hebraisk danner begrebet Mitzvah.
Når man bevæger sig gennem gangene, bevæger man sig således inde i en tekst, som symboliserer den gode gerning. Samtidig henviser museets udformning til jødedommens religiøse tekster, der, ligesom museets gange, er omgivet af et væld af henvisninger og kan læses i flere lag.
Historien peger ind i fremtiden
Museets formål er at udforske, bevare og formidle den jødiske kulturarv i Danmark. Placeringen af museet i Galejhuset er ikke tilfældig: Dansk Jødisk Museum er med Libeskinds egne ord det sted,’ der, i Mitzvahs enestående ramme, afdækker en dyb tradition og dens fremtid.’
Sammenkædningen, af den gamle struktur i Galejhusets hvælvede stenrum og den overraskende forbindelse til det unikke udstillingsrum, skaber en dynamisk dialog mellem fortidens og fremtidens arkitektur.
Udforsk byen
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.