Fritidshjem Vestervang: Institutionsliv i højderne
Institution
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinjeDer har i en årrække været mangel på fritidshjemspladser på Vesterbro. Området er tæt bebygget, hvilket betyder, at de eksisterende institutioner har haft svært ved at udvide.
I forbindelse med byfornyelsen på Vesterbro blev der imidlertid en kommunal grund ledig på hjørnet af Dannebrogsgade og Litauens Plads, og det blev besluttet at bygge en ny institution. Ifølge lokalplanen skulle der bygges i højden, så der ville blive plads til flere børn, og så Litauens Plads, i arkitektonisk forstand, ville blive mere helstøbt, når det gabende hul på hjørnet blev fyldt ud.
Utraditionel Institution
Som flere andre steder i hovedstadsområdet, er der blevet eksperimenteret med institutionsbyggeriet på Dannebrogsgade.
Fra tegnestuen Entasis’ side er der på hver enkelt etage tænkt i store, fleksible rum omkring en kerne, der rummer garderober, køkken og toiletter, mens der på toppen af bygningen er indrettet en tagterrasse med plads til udendørsaktiviteter.
Blandt de mere ambitiøse elementer var solceller indbygget direkte i facadens mange termoruder, og et naturligt ventilationssystem, hvor frisk luft blev taget ind, opvarmet og trukket igennem bygningen.
Siden institutionen blev taget i brug i 2002 har både ruder og ventilation dog voldt en række problemer, og i 2005 blev det besluttet at udskifte samtlige vinduer.
Samlinger på tagterrassen
For fritidshjemmet Vestervang, der tidligere holdt til i en ét-plans bygning på Ny Carlsberg Vej, var det noget af en omvæltning at flytte til den nye bygning på Dannebrogsgade, fortæller afdelingsleder Katherine Morgan.
Hvor institutionslivet før var centreret omkring det klassiske alrum, er der nu tale om en helt anden funktionsopdeling, som kan være både en fordel og en udfordring. For at give børnene mulighed for ind imellem at kunne gemme sig lidt, er der på de forskellige etager indrettet mindre rum til eksempelvis hyggehjørne og dansehjørne. Tagterrassen bliver især brugt til udendørs fællessamlinger, når vejret er godt.
I nærheden af Fritidshjem Vestervang
Hvis solen skinner kan du passende slå dig ned blandt lokale i den offentlige baghave Skydebanehaven eller i græsset på Sønder Boulevard med en kop et eller andet. Senere kan du besøge Kødbyen, som både byder på mad og kulturoplevelser i rå omgivelser.
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinjeUdforsk byen
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.