Jægersborg Vandtårn: Fra klub til våbenkup
Bolig
Blekingegadebanden stjal våben i omdiskutereret vandtårn, som nu er moderniseret.
I mere end 50 år har Jægersborg vandtårn med sin karakteristiske vejrhane leveret meget andet end vand til lokalområdet.
Da vandtårnet åbnede i 1955 blev det et symbol for den store udvikling, som Jægersborg-området gik igennem efter 2. Verdenskrig.
Tårnet blev tegnet af professor og arkitekt Edward Thomsen og blev med sin placering på en bakketop et naturligt pejlemærke i det nye område.
Ikke alle synes om vandtårnet ved åbningen og især den 3 meter høje vejrhane på toppen blev skældt ud. I en avis blev den sågar kaldt ”en haan mod alt god smag”.
Blekingegadebanden stjal fra tårnet
Det 45 meter høje tårn er udført i jernbeton og har plads til 2.000 kubikmeter vand i tanken.
Oprindeligt var planen at bygge lejligheder i de 9 etager under tanken. Dog frygtede man at lyden fra vandtårnet ville forplante sig som et generende element ned gennem tårnet.
I stedet blev der indrettet ungdomsklub i de nederste 3 etager, imens resten af tårnet blev brugt som arkiv og lager af blandt andet kommune og civilforsvaret.
I 1973 stjal Blekingegadebanden maskinpistoler fra hjemmeværnets lager i tårnet. Et spektakulært kup, som var en del af bandens forberedelse til senere aktioner.
Penthouse ungdomsboliger
I 2006 blev idéerne om lejlighederne hevet frem igen.
Dorte Mandrup Arkitekter blev sat til at forvandle de øverste 5 etager til ungdomsboliger.
For at bryde tårnets monotome formgivning blev løsningen, at installere de karakteristiske karnapper på ydersiden for at skabe nye geometriske rum og forbedre lysforholdene.
På ydersiden er der også blevet plads til tre terasser som bryder den monotome cylinder. I midten af tårnet er der tre fællesrum. De nederste tre etager bliver stadig brugt af Jægersborg Fritidsklub.