Kildeskovshallen: Svømmetag med udsigt til trækroner

Kultur

800
Aage Struwing

Kildeskovshallen er et stykke forfinet teknologisk arkitektur, der samtidig er perfekt integreret i skoven og det omkringliggende landskab. Bygningen anses for at være en af de smukkeste sports- og svømmehaller i dansk efterkrigsarkitektur.

Svømmehallens tre lette tage, der dækker over hver sit bassin, svæver nærmest ind over hinanden. To af bassinerne er placeret i det største rum, hvor et af dem har vippeudspring, mens det sidste bassin er gemt lidt væk og har markant lavere til loftet.

Bygningen blev til i et tæt samarbejde mellem arkitektparret Karen og Ebbe Clemmensen og landskabsarkitekt Agnete Muusfeldt og er et eksempel på, hvordan fritidslivet fik en ny og central betydning i samfundet efter 2. verdenskrig.

Let og farverigt

Svømmehallens særprægede loft er markeret af en let rumgitterkonstruktion i en turkis farve, mens alle ydervægge mod haven er af glas. Det farverige loft bevæger sig også en smule udenfor, hvor mørkerøde søjler holder et smalt tagstykke oppe og skaber ly for uvejr. Samme røde farve er desuden blevet brugt til de store vinduesrammer. 

Denne farvekombination har arkitektparret brugt under flere lejligheder. Særligt i deres private hjem på Solbakkevej i Gentofte, hvor også en lignende tagkonstruktion er blevet bygget i havens pavillon, dog hvor søjlerne er turkise og taget rødt.

Generelt har arkitektparret altid været legende og farverige i deres udtryk og tog desuden meget inspiration med fra deres år i Stockholm under krigen.

Naturen hilser på

Facadens slanke, opadstræbende stålsøjler og loftets lette konstruktion er samtidig et ekko af de træer, der omgiver hallen. På den måde er skellet mellem ude og inde opløst. Inde i hallen er man i forbindelse med haven udenfor og det udendørs soppebassin, hvis mosaikbund er udført af maleren Henning Damgaard Sørensen.

Haven, som er tegnet af landskabsarkitekten Agnete Muusfeldt, byder både på et større grønt areal med skyggepletter fra trækronerne, små tilgroede gemmesteder og en udendørsspiseplads, som hører til stedets kantine.

Desuden har Ebbe Clemmensen tegnet labyrint-lignende mønstre, som flere stedet er blev støbt ned i en slangs betonindhegning tæt på det farverige udendørs bassin, og understreger hans glæde ved de helt små detaljer.

Det lukkede og det åbne

Som kontrast til disse lette strukturer består resten af svømmehallen af lukkede bygningsdele, der fungerer som en base for glashallerne. Ved hovedindgangen har bygningen en langt mere afdæmpet arkitektonisk udtryk, hvor svømmehallens murværk består af manganfarvet tegl med få vinduer. Og lige præcis derfor opleves den anden farverige halvdel særligt storslået. Et tag som virker helt bevidst.

Svømmehallen er senere blevet udvidet med et 50-meter-bassin tegnet af Entasis Arkitekter. Det er placeret nedgravet i et separat anlæg nord for den oprindelige bygning og er med sin store brug af beton på mange måder en kontrast. Dog er blå fliser med til at bryde det rå udtryk og skabe en rød tråd.