Koralbadet

Kultur

Koralbadet
Danielsen Architecture

Det sker lige nu

Ny dansk arkitektur

Havnebadene i Københavns Havn er et af byens stærkeste kendetegn, fordi det er usædvanligt at gammel industri kan udskiftes med helt rent havvand. Koralbadet er anlagt klos op ad kanalbyen Sluseholmen, som har vandet som sit vigtigste element.

Byens borgere flokkes om bademulighederne i havnen. Havnebadene ved Islands Brygge og Fisketorvet har været en kæmpe succes, som mange af Københavns turister beundrer. Muligheden for at bade i rent havnevand midt i en storby er også helt ekstraordinær, endda på verdensplan.

Havnebadet “Koralbadet” er tegnet af Danielsen Architecture og ligger på Sluseholmen – i “svinget” af Teglholmshavnen ved Teglværksløbet og Sluseløbet. Koralbadet er nabo til det store boligbyggeri Metropolis, som Danielsen Architecture ligeledes har bidraget til.

Badet er med til at skabe sammenhæng mellem Metropolis og kanalbyen på Sluseholmen i Københavns Sydhavn og gøre, at den lidt afsides beliggende mole vil fremstå mere åben og tilgængelig.

Plads til leg, motion og afslapning

Koralbadet består af baby-, børne- og motionsområde – plus et udspringstårn. Som navnet antyder, er havnebadet inspireret af et koralrev og bygger på ideen om den svingende form.

Koralbadets udformning og konstruktion er meget enkel, og er præfabrikeret og monteret direkte på vandet på flydepontoner med pæle forankret i havbunden. De flydende pontoner følger tidevandet og danner en beskyttet lagune fri af kajkanten. Om sommeren kan pontonerne bruges til solbadning. Fra land er der adgang til havnebadet via en hængslet landgangsbro, der bevæger sig i takt med tidevandet og som kan lukkes af udenfor badets åbningstider.

Vinterbadere får helle

Havnebadets “bygningskrop” er udformet som en fire-sidet bygning, og vil indeholde toiletter, depotrum og omklædning til livreddere, samt livreddertårn.

Badet er lukket udenfor sommersæsonen, dog får den lokale vinterbadeforening lov til at benytte faciliteterne til vinterbadning. Medlemmerne i foreningen kan ligeledes glæde sig til, at de efter en kold dykkert kan hoppe direkte ind i en lille sauna, der har plads til fire og som bliver etableret udelukkende for foreningens medlemmer og dermed kun tændt i vintersæsonen.

Sted

Sydhavn

Arkitekt

Danielsen Architecture
BBP Arkitekter

Bygherre

Københavns Kommune

Opført

2011

Det sker lige nu

Ny dansk arkitektur