Radiorækkerne
Bolig
Med natur, byliv og bæredygtige boliger tiltrækker Ørestad alt fra forretningsfolk og studerende til børnefamilier. Radiorækkerne er 86 attraktive byhuse, som både møder byens stigende boligbehov og det sprudlende og hurtigt voksende liv i Ørestad.
Radiorækkerne er 86 moderne og miljøvenlige rækkehuse i Ørestad Nord. Inspirationen til Radiorækkerne er fundet i klassiske engelske Townhouses, en byggestil vi også kender herhjemme i form af Kartoffelrækkerne og Humleby. I bedste Townhousestil har hver enkelt rækkehus både for- og baghave, og generelt er der tænkt familievenligt med grønne fælles- og opholdsarealer. Der opføres fx små torve og stisystemer, som forbinder husene og en legeplads, hvor børnene kan lege i sikker afstand til trafikken.
Unik kombination af by, hus og grønne arealer
Med kun 1,5 km til Rådhuspladsen, men stadig i tilpas afstand fra byens tunge trafik, forener Radiorækkerne by- og familieliv i
grønne omgivelser. Kvarteret omkring boligerne er bilfrit, da parkering foregår udenfor byggeriet. Med Fælledens natur og Havnebadet på Islands Brygge lige om hjørnet, har boligerne en fantastisk beliggenhed med højt til himlen, mens Bryggebroen og metroen skaber gode forbindelser til centrum og gør de 86 byhuse til en integreret del af byens puls. Det giver en unik kombination af by, hus og grønne arealer – et trygt og rart miljø, tæt på byens mange kulturelle tilbud.
Bydel under transformation
Lige nu er befolkningstallet i Ørestad godt 8.500 og antallet har været stødt stigende siden de første beboere bosatte sig i Ørestad i 2004. Med udsigt til 20.000 beboere om 15-20 år, er Ørestad for alvor en bydel under transformation, med en broget sammensætning af studerende, forretningsfolk, boligejere og børnefamilier. “Vi har ønsket at bygge en type bolig, der lever op til den rivende udvikling, København er i. Flere og flere mennesker flytter til København eller bliver boende i byen. Derfor har vi skabt et moderne byhuskvarter, der danner rammen om et trygt fællesskab, samtidig med at beboerne hurtigt kan cykle hen til deres job, venner og kulturelle tilbud i byen”, siger Rasmus Friis, direktør i Tetris A/S, der har stået for byggeriet.
Bæredygtigt byggeri
I Radiorækkerne har man sat fokus på at efterkomme Københavns Kommunes politik for klimatilpasning. Det er en politik, der bl.a. skal sikre at Københavns fremtidige byudvikling lever op til kommunens ønske om, at København reducerede sit CO2-udslip med 20 % i 2015 og desuden opnår at blive CO2-neutral i 2025. Det betyder, at Radiorækkerne bl.a er bygget med grønne tage af mos og græs, som optager regnvand og isolerer bygningen både om sommeren og om vinteren.
Ørestads mange muligheder
Ørestad er med sine fire områder, Ørestad Nord, Ørestad Syd, Ørestad City og Amagerfælled, en bydel med mange muligheder og kulturelle tilbud. Her finder du bl.a. den urbane idrætspark PLUG N PLAY, DR’s Koncerthus og Øerne i Ørestad. Ørestad skal for fremtiden være et modstykke til Københavns gamle centrum, med en høj arkitektonisk og miljømæssig standard. Byudviklingen af Ørestad er en del af en By & Havns helhedsplan om byplan og arkitektur i topklasse, udarbejdet af det finske arkitekthold ARKKI.
Byggeriet er et samarbejde imellem By & Havn, Københavns Kommune, Tetris A/S og Danielsen Architecture.
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.