Langgadehus

Bolig

800
Photo: KBS byg A/S

Prisbelønnet byggeri, hvor generationer bringes sammen i to forskellige bygningskroppe, der er sat sammen på tværs.

Det var en kompleks opgave, der blev stillet af Københavns Kommune, da der blev udskrevet konkurrence om den del af Porcelænsgrunden i Valby, hvor de gamle bygninger ikke blev restaureret til nye formål. Daginstitution, familieboliger, plejeboliger, aktivitetscenter og dagcenter skulle alt sammen opføres i samme felt på i alt 15.000 m2 med den traditionelle karréstruktur som afsæt.

En klassisk løsning på udfordringen ville have været et firkantet byggeri, skåret i skiver som et brød – én skive, én funktion. I vinderforslaget fra 3xN var bygningen skåret over på tværs. To forskellige bygningskroppe var blevet anbragt oven på hinanden med familieboliger i den øverste del, institutioner, gårdrum, og ældreboliger i den nederste. Projektet vandt i 2005 MIPIM AR Future Project Award for sin løsning på, hvordan forskellige mennesker kan leve sammen.

De to kroppe med de små fødder

De to bygningskroppe er både i form og funktion helt forskellige. Nederste to etager er formet som en firkløver, der folder sig ud fra det center, der udgør gårdrummets midte i det traditionelle karrébyggeri. Her er først daginstution, så ældrecenter og plejeboliger placeret i firkløverens blade, der strækker sig ud til de omkringliggende gader i fire længer. Således inddeles gårdrummet samtidig i mindre felter, der fungerer som atriumgårde – nogle er helt lukkede og beskyttede, andre med fælles adgang.

De fire længers tage fungerer som gårdhaver for familieboligerne. De er anbragt over firkløveren i en to-etagers traditionel karréstruktur, og er spændt helt ud langs de omkringliggende gader. Denne del af bygningen hviler dels på de yderste spidser af den nederste bygningskrop, og dels på murstenssøjler, der danner fire åbninger til gårdrummet direkte fra gaden. Denne form har gjort, at arkitekterne har beskrevet projektet som “et minimalt fodaftryk på grunden”.

Porcelæn og bomuld

Mens Langgadehus er blevet opført, er hele det nedslidte industriområde omkring det ved at blive omdannet til nyt bykvarter. Hele strækningen mellem Valby Langgade og Valby Station har haft stor erhvervsmæssig betydning for bydelen, siden togstrækningen
mellem Roskilde og København blev ført igennem i 1847, og siden tiltrak store industrivirksomheder – heriblandt Porcelænsfabrikken, som én af de markante. De fleste virksomheder lukkede eller flyttede ud af byen. Flere af Porcelænsfabrikkens gamle bygninger på grunden er blevet restaureret, og fungerer nu som skole og kultur- og idrætscenter. Ved siden af Porcelænsgrunden er den
tidligere Bomuldsspinderigrund blevet omdannet til kontor.

Nyt projekt

Det oprindelige byggeri, der var tegnet af tegnestuen 3XN, viste sig umuligt at gennemføre indenfor ramme beløbet på det boligsociale område. Projektet er udviklet i samarbejde mellem KAB og Kuben Byg A/S, og blev i 2010 realiseret inden for rammerne af et kommunalt budget. Særligt for Langgadehus er nemlig blandingen af offentligt og privat, af kommunale servicefunktioner og ejerboliger: det rummer både dagcenter, hjemmepleje, ældreboliger og ejerlejligheder.

Carsten Ralf Pedersen fra Kuben fortæller, at de væsentligste elementer fra det første projekt er ført videre ind i det nye, som arkitekterne Mannik & Storm A/S står bag. 

Sted

Valby

Arkitekt

Mannik & Storm

Bygherre

Boligselskabet KAB
Kuben Byg
Københavns Kommune

Ingeniør

Carl Bro

Opført

2011
Arkitektur-tidslinje

Arkitektur-
tidslinje

Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.

Se tidslinje

Udforsk byen

Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.

Udforsk byen

Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.

Udforsk byen

Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.