Økolandsbyen Dyssekilde

Bolig

800
Photo: Andreas Trier Mørch, Arkitekturbilleder.dk
Arkitektur-tidslinje

Arkitektur-
tidslinje

Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.

Se tidslinje

Beboerne i Dyssekilde stræber efter en økologisk levevis. Både når det gælder miljø, mad, dyr, mennesker – og de huse, de bor i.

Økolandsbyen Dyssekilde ligger i Torup nær Hundested. Den består af boliger, børnehave, skole, forsamlingshus, butik, firmaer og en vindmølle.

Idéen til landsbyen opstod i 1982 som en videreudvikling af græsrodsbevægelsens økologiske tanker. Man ville basere sin levevis – fra maden, man spiser, til husene, man bor i – på vedvarende energi, jordbrug og miljøvenlig behandling af naturens ressourcer. Desuden var målet at skabe et spirituelt fællesskab med fokus på sociale aktiviteter. Grundlaget var et økologisk helhedssyn: at al udvikling skal ske med en ansvarlig, kærlig holdning over for mennesker, dyr, planter, miljø og ressourcer.

I 1989 blev lokalplanen vedtaget, og byggeriet gik i gang. Landsbyen er opdelt i fem boliggrupper med hver deres karakteristika: Højager, Dysager, Månen, Solpletten og Yggdrasil.

Højager er en udlejningsejendom med 14 lejligheder på mellem 1 og 3 værelser. Der er planer om at bygge yderligere otte lejligheder, hvoraf de fire eventuelt skal være plejeboliger. Desuden skal der bygges et fælleshus på området.

Dysager består af eksperimentelle og økologiske byggerier. Der er i udstrakt grad brugt genbrugsmaterialer til de selvbyggede, individuelle og specielle huse. I Dysager ligger den verdensberømte jord-dome, som er placeret efter Jordens omdrejningspunkt. Bygningens dække af jord fungerer som et varmelager. Et af Danmarks største halmhuse, Folkvang, med seks værelser og køkken og alrum ligger også her.

Månen har sit navn efter boligområdets domer. Disse kuppelformede boliger er inspirerede af arkitekt Einar Thorsteinn fra Reykjavik. Domerne har gode økologiske egenskaber med et lille materialeforbrug og minimal varmeafgivelse.

Solpletten består af Folkesolhuse, som er tegnet af arkitekt Flemming Abrahamsen. Husene er ret store og kan deles i to-tre boliger. Desuden er der opført to dobbelthuse. Fælles for alle husene er, at de har store drivhuse og solfangere mod syd, og mindre rum og stor tagflade mod nord.

I Yggdrasil er husene selvbyggede. Her er blandt andet fire halmhuse, et bjælkehus i norsk tømmer, et hus med vægge af lerklumper og et kampestenshus.

En vindmølle forsyner landsbyen med energi, og spildevand renses i eget anlæg.