Peterskirken – et Sejrsmonument

Peterskirken i Rom er et verdenskendt symbol. Det er visualiseringen af en stor fortælling om den katolske kirkes sejr. En magtdemonstration af de helt store og et kunstnerisk hovedværk.

Kirkens krise

1500-tallet er et skelsættende århundrede i den kristne kirkes historie.

Kirken var i krise og kæmpede for sin dominans på flere fronter. I løbet af renæssancen afløste flere store nationalstater middelalderens mange små fyrstedømmer. Denne centralisering betød en klar styrkelse af den verdslige magt. Selvbevidste konger blev rivaler til magten. Den største kamp var dog inden for den kristne kirke selv.

Allerede i 1504 blev den kristne kirkes enhed brudt, da den blev delt i den katolske kirke under paven i Rom og den ortodokse kirke, der havde hovedsæde i Konstantinobel. Men krisen blev endnu værre, da intern splid delte den katolske kirke. Ét af stridspunkterne blev Peterskirken.

Kritikken mod kirken

Kritikken mod den katolske kirke blev voldsom i 1500 tallet. Der var en stigende vrede mod kirkens magtudfoldelse og dens stræben efter jordisk gods, der ikke stemte overens med det kristne budskab om at beskytte de fattige.

Problemet forstørredes, da man i 1506 indledte byggeriet af en ny og prægtig Peterskirke. For udgifterne til Peterskirken var så store, at de ikke kunne dækkes af pavestolens almindelige indtjeninger. Derfor begyndte man i stor stil at udstede afladsbreve, så folk kunne købe sig fra synd, mens kirken skaffede penge til byggeriet. Afladsbreve, hvor opfordringen efter sigende lød: Når pengene i kisten klinger, fluks sjælen ud af skærsilden springer.

Reformationen – Martin Luther og Jean Calvin

Kritikken mod den katolske kirke blev fremført af augustinermunken Martin Luther (1483-1546), hvis reformtanker fik vidtrækkende konsekvenser. Han angreb afladshandlen med ordene: Hvis paven vidste besked om afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer, frem for at lade den opføre af sine fårs skind og ben og kød.

Luther forkastede bl.a. katolicismens helgendyrkelse og tanken om pavedømmets guddommelige indstiftelse. I 1521 udstødtes Luther af den katolske kirke, men hans lære vandt indpas i en række nordeuropæiske lande.

Luther var ikke ene om at ville reformere kirken. Den franske jurist Jean Calvin (1509-1564) var enig i mange af Luthers tanker, men havde bl.a. en anden opfattelse af nadverens rolle og han mente, at kunst skulle forbydes i kirken. I 1530 var splittelsen af den katolske kirke en kendsgerning. Næsten hele Nordeuropa kom under reformationen fri af den katolske kirkes dominans og fik i stedet nationale kirker.

Mod-reformationen

Reformationen kom som et chok for den katolske kirke. Først i 1545 fik man indkaldt til et kirkemøde for at drøfte situationen. Mødet varede ikke mindre end 18 år, men førte også til en nyvurdering af den katolske kirkes opbygning, og man besluttede bl.a. at afskaffe handlen med afladsbreve.

Nu gjaldt det om at omvende de kættere som Luther og Calvin havde forført med deres protestantiske tanker. Det lykkedes den katolske kirke at vinde noget af det tabte terræn tilbage samtidig med, at man fik nye tilhængere i de spanske og portugisiske kolonier.

Kunstens rolle

På kirkemødet diskuterede man, hvordan man kunne gøre kirken mere folkelig. Man ville bruge kunsten i kirkekampen mellem protestantismen og katolicismen. Kunsten skulle bruges som propaganda, hvilket fik betydning for æstetikken. Kunsten skulle være nemmere og mere umiddelbar tilgængelig, og den skulle bære en forkyndelse. Kunsten skulle være en forførelseskunst, der henvendte sig til sanserne.

Det førte til skabelsen af barokken, som både kom til at påvirke litteratur, kunst, musik og arkitektur. Barokkens stil præger ikke mindst Peterskirken i Rom – katolicismens højborg.

Peterskirken

Peterskirken blev den største fejring af katolicismens genvundne sejr. Kunsten i kirken skulle bruges til at fortælle om kirkens legitime magt i verden. Kirken blev ikke blot en magtdemonstration, men også stor kunst.

Tilknyttet kirken blev nogle af de største billedkunstnere, skulptører og arkitekter i verden bl.a. Bramante, Rafael, Michelangelo og Bernini.

Arkitekturens fortællinger

Der var ikke alene en fortælling i de mange billeder og skulpturer som kirken blev fyldt op med, men også i selve arkitekturen.

Grundplanen

Den første grundplan til Peterskirken er tegnet i 1506 af den berømte renæssance arkitekt Donato Bramante (1444-1514). Den er kendetegnet ved at være en fuldendt geometrisk form bestående af cirkler og kvadrater.

I renæssancen så man en bygning som et mikrokosmos, der svarede til det gudskabte makrokosmos. Det var arkitektens opgave at skabe en fuldendt bygning, der kunne lignes med Guds skaberværk. Brugen af cirkelformer var et symbol på det himmelske og kvadraterne det jordiske, der dannede en enhed i kirken. Grundplanen skulle illustrere kirkens universalitet.

Triumfbuemotivet

Michelangelo (1475-1564) blev kirkens arkitekt i 1547 og det er først og fremmest under hans ledelse, at kirken rejste sig i den form, som den har i dag. Michelangelo valgte at udsmykke bygningens ydre med pilastre i stor orden. Pilastre i stor orden, der bærer en attikaetage er et motiv, der kendes fra antikkens triumfbuer, eksempelvis Konstantinbuen i Rom, der er opført til erindring om kejser Konstantins sejr.

Kejser Konstantin (272-337) er kendt for at være den, der i praksis gjorde kristendommen til en statsreligion og som fik bygget den første Peterskirke. Ved at bruge dette motiv får Michelangelo lignet Konstantins sejr over hedenskaben med katolikkernes sejr over protestanterne. Den ny Peterskirke er som triumfbuerne et sejrsmonument.

Obelisken

I 1586 flyttede man en egyptisk obelisk fra kejser Neros tid ind på Peterspladsen. Kejser Nero (37-68) var berygtet for at have indledt de første kristenforfølgelser. Nu tog man et hedensk symbol og gjorde det kristent ved at sætte et kors på obelisken. Dermed blev obelisken et slags fodstykke til korset og dermed et symbol på kristendommens sejr over hedenskaben. Det var en kæmpemæssig opgave at flytte den mere end tre hundrede og halvtreds tons tunge sten, og 800 mænd og 140 heste måtte trække for at få obelisken i lodret stilling.

På obeliskens sokkel indgraverede man bl.a. ordene: Pave Sixtus V rensede Vatikanets obelisk for spor af uren overtro […] og viede den til det uovervindelige kors. Korset stod nu som et sejrstegn, der kunne ses over hele byen.

Peterspladsen

Eftersom Peterskirken næsten er som en stammoder for alle andre kirker, burde den have en søjlegang, der netop kunne vise, at den med åbne arme – moderligt- tager imod katolikkerne for at bekræfte dem i troen, kætterne for at genforene dem med Kirken og de vantro for at oplyse dem om den sande tro.
(Berninis egen omtale af pladsen, Citeret efter Nykjær: Peterskirken, Gyldendal 1999 s. 250)

Arkitekten Gian Lorenzo Bernini (1598-1680) beskriver i det indledende citat Peterspladsens søjlegange som favnende arme. De står i en tværstillet oval og består af tretten meter høje søjler sat i fire søjlerækker. Tilsammen skaber de en hel enestående scenografi om Peterskirken.

Søjlegangene er kronet med en hærskare af skulpturer – hundrede og fyrre i alt, der forestiller kristne martyrer. De står som forsvarere af den kristne tro og hylder de martyrer, som protestantismen gør op med.