Prismen
Kultur
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinjePrismens markante lysegrønne indre får enhver til at standse op. Den store multihal er reelt tænkt som et udendørs rum med overdækning spændt ud over.
Holmbladsgade-kvarteret på Amager var længe et af de dårligst forsynede i Danmark med hensyn til idrætsfaciliteter. Det blev der ændret på, da kvarteret i sommeren 2006 fik et nybygget idræts- og kulturhus. Det skete som led i Kvarterløft Holmbladsgade, hvor området har fået en samlet plan for idræts- og kulturfaciliteter. Det nye multihus har fået en central beliggenhed med tilknytning til park- og aktivitetsområdet på Prags Boulevard.
Et indendørs landskab
Idræts- og kulturhuset er præget af stor fleksibilitet. Der er plads til både den organiserede og den uorganiserede idræt. Samtidig kan der afholdes enkeltstående koncerter og teaterbegivenheder. Den centrale arkitektoniske idé er et grønt indendørs landskab, der bugter sig i flere niveauer. Nederst er der en stor flade, hvor der kan spilles håndbold og andre boldspil. Den grønne flade folder sig i den ene side opad mod en række såkaldt multifunktionelle plateauer, hvor der eksempelvis kan dyrkes taichi eller yoga. Under plateauerne er omklædningsrum, administration og cafe placeret.
Lysende svømmehud
Det indendørs landskab i idræts- og kulturhuset har fået en gigantisk gennemsigtig overdækning. Som en slags svømmehud er overdækningen spændt ud mellem det nye hus og fire tilstødende gavle på et eksisterende boligbyggeri.
Det giver idræts- og kulturhuset en karakteristisk form, næsten som en andefod. Den gennemsigtige overdækning sikrer optimalt lysindfald overalt i huset. Når mørket falder på, står det nye hus som en lysende krystal i Holmbladsgade, hvor skyggerne fra de indendørs aktiviteter vil være synlige udefra.
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinje