Retten på Frederiksberg
Erhverv
Frederiksbergs fredede domhus fra 1921 er blevet udvidet med en ny tilbygning, der er blevet tegnet under skærpede hensyn til sikkerhed og vidnesbeskyttelse.
Frederiksbergs fredede domhus fra 1921 har fået en helt ny tilbygning. Den danske tegnestue 3XN har stået bag tilbygningsprojektet, der bl.a. rummer helt nye retssale, kontorer og opholdsfaciliteter for brugerne af domstolen. Udfordringen var at skabe en tilbygning, hvor man rent arkitektonisk kan fornemme seriøsiteten bag murene samtidigt med, at man føler sig velkommen.
Nyt domhus i det centrale Frederiksberg
Domhuset er placeret i den centrale del af Frederiksberg, som grænser op til området omkring Solbjerg Plads. Hele området har de sidste 10 år gennemgået en omfattende byudvikling og modernisering med bl.a. anlæggelsen af metrostationen, Frederiksberg Gymnasium, Copenhagen Business School (CBS) og en række nye pladser, som landskabsarkitekt Stig L. Andersson er ophavsmand til.
Arkitektens udfordringer
En domstol er en alvorstung instans, hvis bygninger stiller helt særlige krav til indretning og funktion. Ifølge Jan Ammundsen fra 3XN har der været to store udfordringer i projektet:
“Den største udfordring har helt klart været sikkerheden og især vidnebeskyttelse. Vi har arbejdet rigtig meget med at sikre at vidner, tiltalte, dommere og alle de involveredes familier ikke render ind i hinanden, før de kommer ind i retssalen.”
“Den næststørste udfordring har været byggegrunden. For det første at give plads omkring det eksisterende og fredede domhus og sætte så lille et fodaftryk på stedet som muligt. Det betyder, at huset må indrettes så kompakt som muligt, og det er denne kompakthed, der har tegnet husets form.”
Jan Ammundsen fortæller desuden, at 3XN har prioriteret højt at skabe en ny retsbygning, som fungerer godt som arbejdsplads. “En dommer har f.eks. både et meget ansvarsfuldt og ensomt job, da han/hun faktisk ikke må tale med nogen om en igangværende sag – ikke engang andre dommere. Det skal et domhus naturligvis indrettes efter, og derfor har dommerne bl.a. hvert sit private kontor og en dommergang, der løber uforstyrret mellem kontoret og retssalene.”
Husets indretning og arkitektur
Huset har en murstensfacade, som passer ind i stilen til de omkringliggende bygninger og Frederiksberg generelt. Der er i stenenes ler dog valgt en lysere tone for at give bygningen en mere tidssvarende karakter.
Alle salene i den nye retsbygning er udformet med så lyst og venligt et miljø som overhovedet muligt. Samtidig er alle vinduer til salene placeret over øjenhøjde for at undgå at nysgerrige og forbipasserende kan kigge ind.
Under bygningen har man bygget en parkeringskælder, som ud over personale- og gæsteparkering indeholder et slusesystem, der skal tage imod de tiltalte, der ankommer til bygningen med politiets transportvogne.
Atrium som lyskilde og samlende rum
Alle husets brugere, med undtagelse af de tiltalte, har adgang til et aflangt atrium, der deler den fem etager høje bygning op i to halvdele. Atriet strækker sig gennem husets fulde længde fra syd mod nord og fungerer som naturlig lyskilde for alle husets etager, herunder retssalene, som er placeret i bygningens to nederste etager.
Energimæssig bæredygtighed
Som de fleste andre nye bygninger har tilbygningen til retten på Frederiksberg en række energibesparende elementer indbygget. Dagslyset udnyttes optimalt via det store atrium, og der er etableret solafskærmning, termoaktive dæk og solceller.
Derudover er der naturlig ventilation, der udnytter det store atrium som udgangspunkt for bygningens luftcirkulation. Bygningens kompakte form mindsker også varmeforbruget ved sit minimale overfladeareal.
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.