Royal Arena
Kultur
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinjeDen enorme multiarena har fået et humant udtryk via sin bølgende facade. Royal Arena er samtidig vækstcenter for livet i det nye Arenakvarter.
København fik i 2017 en ny multiarena til store sports- og kulturevents. Arenaen ligger i Ørestad Syd, og ud over at styrke idræts- og kulturlivet i København, skal den nye arena også være med til at styrke byudviklingen i det nye kvarter, skabe liv i området og tiltrække turister og internationale investeringer.
Katalysator for bylivet
Arkitekterne hos 3XN har nemlig ikke kun brugt energi på selve arenaen men også området omkring. Ønsket er at sætte gang i bylivet i den endnu unge bydel Ørestad Syd:
“Vores ambition var at skabe en arena, som udover at lægge hus til en masse fantastiske sports- og musikoplevelser, også er en katalysator for forskellige lokale aktiviteter og arrangementer til glæde for beboere og besøgende. Derfor er området omkring arenaen designet til at kunne bruges som f. eks. event- eller sportsplads”, har partner og kreativ direktør i 3XN, Kim Herforth Nielsen forklaret.
Åbent arkitektonisk udtryk
Arkitektonisk er arenaen domineret af to elementer: en såkaldt plint, der danner base for arenaen og et iøjnefaldende bånd af gyldent farvede tegl-lameller, der smyger sig rundt om bygningen. Basen har fået en organisk form, der efterlader plads til et areal med nicher og pladser rundt om arenaen. Samtidig fungerer den som bindeled til det omgivende bolig- og erhvervskvarter. Facaden åbner sig omkring indgangspartierne og tillader forbipasserende at få et glimt af aktiviteterne indenfor.
Fleksibel indretning
Arenaen er indrettet med faste tilskuerpladser på tre sider og en fleksibel fjerde side, hvor der kan opstilles enten en scene eller endnu en tribune. Salen kan rumme 12.500 tilskuere til sportsbegivenheder og op til 15.000 tilskuere til musikarrangementer. Rummet kan samtidig ændres, så det er muligt at afholde arrangementer, hvor kun en del af kapaciteten udnyttes.
Masterplanen omkring arenaen er tegnet af Vandkunsten. Den lægger op til, at området skal bestå af forholdsvis lav bebyggelse med mange forskellige udtryk rundt om den store arena. I planen binder en tværgående park den nye arena sammen med kvarterets skøjtehal samt kommende skole og børneinstitution.
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinjeUdforsk byen
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.