​Brønnums
Hus

Foto: David Kahr

Denne bygning eller sted kræver særtilmelding.

Bestil din billet ved at klikke på linket i den email, vi har sendt til alle med gyldig billet til Open House.

Sted

August Bournonvilles Passage 1, 1055 København K

Åbent

Lørdag kl. 10-17

Tilgængelighed

  • Lift / rampe / niveaufri adgang til hoveddør
  • Niveaufri adgang inde i bygningen / stedet
  • Niveaufri adgang til udearealer
  • Elevator
  • Handicaptoilet
  • Låste døre kan i nødstilfælde låses op udefra
  • Stole eller bænke man kan hvile sig på
  • Mulighed for at spise/drikke
  • Handicapparkering
  • Teleslynge
  • Medlem af Solsikkesnoren
  • Medlem af God Adgang

Brønnums Hus er, med sin udsmykkede stukfacade og cocktailbaren Brønnum, et velkendt hjørne af Kongens Nytorv. Oplev de lukkede etager over baren og se det smukke interiør med bl.a. japansk guldtapet og et kunstværk skabt af en af skagensmalerne.

Blot et stenkast fra Det Kongelige Teater ligger Brønnums Hus i et absolut kulturelt smørhul. Således var bygningen fra 1866 også tiltænkt, da den blev opført som en række fornemme boliger til datidens kulturelite. Med sin omfattende stukdekoration udgør den et hovedværk i stukperioden. Stukken opviser et eventyr med blandt andre elefanter, havfruer og engle hugget ind i facaden.

Guldtapet og Skagensmaleri

Brønnums hus blev opført af arkitekt Ferdinand Vilhelm Jensen og opkaldt efter den folkekære konditor Valdemar Brønnum. Her blev den straks indtaget af Københavns spidser som ægteparret Hirschsprung (dem med Hirschsprungs Samling) og Bankierfamilien Henriques, der omgikkes tidens kulturelle elite. De herskabelige stuer husede kultursaloner, hvor gæster som H.C. Andersen, komponist Edward Grieg og balletmester Bournonville holdt hof.

Meget af bygningens oprindelige interiør er i dag bevaret, hvor man blandt andet kan opleve det sjældne japanske guldtapet i læder, som Hirschsprung tog med sig ind i stuerne, samt skagensmaleren Thorvald Niss’ værk af en lys, dansk sommernat.

Oplev de historiske gemakker

Til Open House er du inviteret inden for i de historiske gemakker med en imponerende udsigt over Kongens Nytorv. Kom på besøg på etagerne over cocktailbaren Brønnums, der normalt er lukket for offentligheden. Og mærk historiens vingesus i de herskabelige lokaler, der i dag huser kontorfællesskabet Office Club og er indrettet med respekt for kulturarven.

Brønnums Hus blev i 2014 købt af Karberghus, der også ejer det tilstødende Harsdorffs hus.