Dansk Arkitektur Center åbner fotoudstilling under åben himmel

Oplev Dansk Arkitektur Centers første udendørsudstilling Fang din by på Bryghuspladsen foran Dansk Arkitektur Centers nye hjem, BLOX, fra den 8. juni – 31. august. Der er gratis adgang til udstillingen for alle.

Dansk Arkitektur Center gentager succesen fra 2015 og 2017 med en tredje udgave af fotoudstillingen Fang din by. Temaet er i år ’mit hjem i byen’ – i tæt synergi med Dansk Arkitektur Centers store åbningsudstilling Welcome Home.

Fang din by består af 56 udvalgte fotos fra årets fotokonkurrence, hvor alt fra skoleelever til amatørfotografer har indsendt mere end 2.600 billeder fra hele Danmark.

Vinderne og de udstillede billeder er udvalgt af en professionel jury, som består af Jan Gehl, Maja Dyrehauge Gregersen, leder af Copenhagen Photo Festival, og Kristine Kern, leder af Fotografisk Center.

Fang din by konkurrencen har dækket et imponerende antal spændende aspekter om by og hjemlighed. Tilsammen giver besvarelserne et meget alsidigt og spændende bybillede. Det har været vanskeligt at vælge de bedste fotos, men dommerkomiteen fandt, at vinderbilledet talentfuldt fortalte om byens modsætninger – den store og den lille skala, det intime og det storslåede og om samspillet mellem by og natur,” siger Jan Gehl, arkitekt og stifter af Gehl Architects.

De deltagende fotografer forholder sig til, hvordan man føler hjemlighed i byens forskellige rum. Nogle har brug for nære, intime steder for at føle sige hjemme, andre trives bedst med de store rum og synlighed.

Fang din by beriger os nu for tredje år, med en masse inspirerende øjebliksbilleder af, hvad byen betyder for vores identitet. Det er det store antal deltagende amatørfotografer, der via flotte og personlige billeder skaber indholdet til konkurrencen og udstillingen. Hos Dansk Arkitektur Center er vi meget glade for, at fotografer fra hele landet deltager og herunder en stor del unge skolelever engagerer sig i Fang din by,” siger Tanya Lindkvist, programchef kultur, Dansk Arkitektur Center.

Kom med til fernisering

Den 8. juni kl. 16 er der fernisering, hvor vinderne afsløres. Alle er velkommen til prisoverrækkelsen og åbningen af udstillingen, som foregår på Bryghuspladsen foran BLOX.

Program

  • Velkomsttale ved Tanya Lindkvist, programchef kultur, Dansk Arkitektur Center
  • Åbningstale ved Jan Gehl
  • Prisoverrækkelse og forfriskninger

I forbindelse med åbningen lancerer Dansk Arkitektur Center fem forskellige guidede ture i byen på DACs app. Hver tur består af billeder fra Fang din by. På turene bliver du guidet rundt i forskellige hjørner af byen, hvor københavnerne bor og lever deres liv.

Pressekontakt

Hvis du ønsker yderligere information om Fang din by, DAC eller Welcome Home, er du velkommen til at kontakte presseansvarlig i DAC Rikke Brams +45 3047 3019 rbr@dac.dk.

Kreditering

Fotoudstillingen Fang din by er udviklet i samarbejde mellem Dansk Arkitektur Center og Copenhagen Photo Festival. Projektet er støttet af Realdania.