BBB Kvistgård: Natur og fællesskab i Nordsjælland

Bolig

800
Foto: Andreas Omvik
 

Endnu et eksempel på, hvordan Vandkunsten skaber arkitektoniske kvaliteter og bæredygtighed via deres ærlige arbejde med billigere konstruktioner.

Af Eva Ørum

Mellem Espergærde og Kvistgård nord for København ligger et lille boligområde, der er opført i et ganske naturskønt område. Der er kun et lille stykke vej til offentlig transport, institutioner og handel, men bygningerne er placeret i formationer, der kan understøtte et andet fællesskab blandt beboerne end det, der er givet i byerne.

Præfabrikation giver bæredygtighed

Boligerne er omgivet af natur. De ligger i klynger med skarpe geometriske former, der står i kontrast til det blødere landskab omkring dem.  Vandkunsten har i mange år undersøgt og udviklet byggemetoder, der kunne gøre den ellers meget CO2-tunge byggesektor mere bæredygtig. Foreløbigt har præfabrikerede moduler skaffet de bedste resultater. Kunsten består i at udvikle metoderne, så komfort og arkitektonisk kvalitet også kan løftes. Her er hører Vandkunstens erfaring og insisteren nok til blandt de tungeste i landet.  

Små greb giver stor variation

I Kvistgård bestod opgaven i at udvikle boliger med en så lav husleje som muligt uden at give afkald på de arkitektoniske kvaliteter. Det er ny industrialisering og robuste materialer, der har været i spil, og det er en meget nøje udtænkt placering af byggemoduler, der har løftet projektet videre fra fortidens måske lidt for anonyme planer, dengang det industrielle byggeri holdt sit indtog.  

Der er bygget 171 boliger ud fra ens moduler. Det er imidlertid variation, der falder i øjnene, og den er opnået ved hjælp af ganske små forskydninger mellem enhederne og uderummene. Tegnestuen selv kalder planen for ”en kombination af rækkehusets og parcelhusets kvaliteter” med både tæthed og nærhed til de udendørs omgivelser.

Fortælling med industrimoduler

Facaderne er beklædt med sortmalet træ. Hvor de præfabrikerede elementer er samlede, er der blevet monteret vandrette brædder. Det gør, at man kan se, hvor bygningen ville kunne skilles ad igen, hvis den en dag skal fjernes eller udskiftes. Det er bæredygtig tænkning, der rækker langt ud over vores egen tidshorisont. Det er også historiefortælling af den slags, vi kender fra gamle bindingsværkshuse uden måske at tænke så meget over det. Denne æstetiske tilgang til materialerne, som de er – hverken mere eller mindre – mestrer Vandkunsten i hel særlig grad.