Konstabelskolen: Hjemme i en spillevende historie
Bolig
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinjeForbilledlig renovering, der trækker bygningens sjæl og historie helt frem i lyset.
Af Eva Ørum
Den gamle funkisbygning på Magretheholmen var i meget dårlig stand. Dengang der endnu var militærområde her, var det hjem for generationer af konstabler. Siden har bygningen været brugt af militærpolitiet, af illegale immigranter og som ramme om spontane rave-parties. Og bygningen var efterhånden blevet slidt og forsømt på en måde, der næsten kvalificerede den som ruin.
I dag er Konstabelskolen prisbelønnet og fuld af ungdom og levende spor af fortiden. Der er 84 boliger på 2 og 3 værelser med stor æstetisk rigdom, opført på et relativt beskedent budget.
Fortidens spor er alle steder
Vandkunsten har gjort en dyd ud af det slid, der har sat sine spor. Det gamle murværk og de rå betonkonstruktioner er synligt fremme. Felter med gammelt puds er bevaret sammen med rester af graffiti, gamle mosaikstifter og spor efter løbende vand. Det er rå, smuk og levende historiefortælling, der gør fortiden til kunst og kunst til boligarkitektur.
Vinduer i overstørrelse
Vinduerne medvirker til at give boliger og bygning karakter og oplevelsesrigdom. Der er etableret store nicher og karnapper i muren, og nye vinduer i overstørrelse giver både lys og liv til boliger og fælles arealer.
De har imidlertid også en anden æstetisk funktion. Vandkunstens særlige greb består nemlig arbejdet med isoleringen. Bygningen er isoleret udefra, helt synligt som et pudset lag med de store vinduesåbninger, der gør det muligt at se det oprindelige murværk og de gamle vinduer bag ved. Det er på én gang ærligt, uprætentiøst og nyskabende. Den arkitektoniske kvalitet er løftet mange gange ved hjælp af det mod, det vel kræver at gå så pragmatisk til værks.
Zoner hjælper til prioritering
Det er i det hele taget en særlig grundig omtanke for ressourcer, der har ført til det resultat, der i 2016 blev belønnet med Renoverprisen. For eksempel er isoleringen ikke udført ens alle steder. I stedet er huset inddelt i zoner. Boligerne er herefter isoleret, så de kan opvarmes fuldt ud, mens der er brugt færre ressourcer på isoleringen af arealer som indgang og trapper.
Denne måde at tænke på, er født af bevidstheden om, at nutidigt byggeriet koster enorme mængder C02. Det vil meget vel komme til at betyde, at vi kommer til at se endnu flere overraskende bud på boliger i fremtiden.