Enghave Plads: Vesterbros genoplivede hjerte
Byrum
Er der stadig plads til de hjemløse på en af byens bedste pladser? Det spørgsmål måtte besvares, da Enghave Plads gjorde sig klar til en ny metrostation.
Enghave Plads var engang et samlingssted for hjemløse og andre udsatte i byen. De brugte pladsen som dagligstue og satte deres tydelige præg på bybilledet. I 2019 blev renoveringen af den gamle plads fra 1897 færdig, og nu har de hjemløse fået deres eget lille byrum i den fjerne ende af pladsen. Bag en børnehavelegeplads og høje bøgehække, væk fra hverdagens forjagede travlhed.
Samtaleterapi i det fri
Pladsen er genopstået som metro-forplads – og måske den mest sociale af slagsen. Ligefrem et samtaleterapeutisk byrum er Enghave Plads blevet kaldt af en arkitekturanmelder. Her er masser af siddepladser, beplantning og et flot lille springvand. Rundt om er åbnet den ene café efter den anden. Et antal specialdesignede røde bænke slynger sig rundt på pladsen. Designet er et af de mere vellykkede og passer i sit udtryk naturligt ind i det farverige kvarter.
”Istedgade overgiver sig aldrig”
At bygge nyt på Vesterbro er ellers blevet lidt af en balancegang, og historien har gang på gang vist, at de lokale ikke finder sig i hvad som helst. Enghave Plads er ingen undtagelse. På pladsen stod før renoveringen et 114 år gammelt kastanjetræ. Træet faldt ikke uden kamp, da de lokale med demonstrationer og underskriftindsamlinger kæmpede imod. Kastanjen blev fældet, dog først efter løfter om et nyt træ. Er du lokal, ser du sikkert stadig træet for dig og tænker tilbage på det leben, det tiltrak under sin prægtige krone.
Både træet og debatten om de hjemløse på Enghave Plads er klassisk Vesterbro. Bydelen er i sin selvforståelse præget af tolerance og solidaritet. I området omkring pladsen ligger bl.a. Kvindenødherberget, værestedet Arkona for udsatte grønlændere og Kirkens Korshærs varmestue. I dag er det dog de ressourcestærke og deres caféer og tøjbutikker, som dominerer gadebilledet i det gamle arbejderkvarter, men Vesterbro-ånden lever stadig i det lokale slogan: ”Istedgade overgiver sig aldrig.”
I nærheden af Enghave Plads
I Saxogade ligger Settlementet, der bl.a. driver socialøkonomiske butikker og caféer. Snup en dagens ret på Café Sonja og støt et meningsfyldt arbejdsfællesskab, eller besøg Fredes Woodshop, hvor der kommer mennesker med forskellig bagage, der vil hinanden og arbejdet med træ. Produkterne kan købes i den grønne nabobutik Grønne Kræfter.
Fakta:
- Citatet ”Istedgade overgiver sig aldrig” stammer fra slutningen af 2. verdenskrig, hvor det kommunistiske parti smed flyveblade over København under folkestrejken i 1944. Citatets fuld længde er: ”Rom og Paris kan I ta’, men Stalingrad og Istedgade overgiver sig aldrig.”
- Mange madanmeldere har været i København, siden den nye gastronomiske bølge kickstartede med Noma tilbage i starten af 10’erne. En af de mere kuriøse er den amerikanske rapper Action Bronson, som i sin VICE-dokumentar ’Fuck, that’s delicious’ bliver mundlam over bl.a. de fancy restauranter Noma og Amass, men også over den mere simple kebab-joint Kebabistan på Istedgade 105.
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinjeUdforsk byen
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.