Harpa: Strålende skulptur spejler det islandske lys
Kultur
Reykjaviks havnefront er blevet transformeret med en imponerende skulpturel koncert- og konferencesal, der har været motor for nyt liv på havnen.
Nordlyset og det dramatiske, islandske landskab er inspirationskilden til Harpa, der står på kanten mellem land og hav som en generator for et nyt pulserende kulturliv langs havnen i Islands hovedstad.
De spektakulære facader er designet i tæt samarbejde mellem blandt andre Henning Larsen Architects og den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, ingeniørfirmaerne Rambøll og ArtEngineering GmbH fra Tyskland, og udspringer af et vældigt komplekst arbejde med at gentage naturens vilde orden.
Skabt af lava
På Island findes basalt, der er en vulkansk bjergart, der tager sig meget sælsomt ud. Man kan blandt andet opleve fænomenet 120 km uden for Reykjavik, hvor basaltsten står som høje, tætte søjler med fem eller seks kanter, der er helt symmetriske i deres snit.
Det er disse sten, der førte til udviklingen af den såkaldte ”kvasi-sten,” som hele facaden er konstrueret af. De reflekterer lys med en næsten kalejdoskopisk effekt og gengiver geometriske former på måder, som det ellers kun er naturen selv, der formår.
En indre kerne
Inde i selve bygningen er det atter bjerg og klipper, der har inspireret rammerne om salene. Den største sal i centret, koncertsalen, har Henning Larsen Architects selv beskrevet som ”kernen af klippen med et indre som et rødglødende kraftcenter”.
Da resultatet i 2013 blev belønnet med en af verdens mest prestigefyldte arkitekturpriser, The Mies Van der Rohe Award, var måden bygningen reflekterede den islandske natur på også én af de tungtvejende grunde.
I nærheden
Hele den østlige del af havnen, hvor Harpa er opført, er blevet udviklet til en pulserende ny del af Islands hovedstad. Her er handelsgade, nye boliger og virksomheder og i midten af det hele en samlende plads, hvor både turister og lokale fylder hele området med en levende puls.
Udforsk byen
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.