Københavns Politigård

Med Københavns Politigård kulminerer nyklassicismen i Danmark. Samtidig sætter bygningsværket punktum for stilarten.

Opførslen af et nyt hovedsæde for Københavns Politi blev i 1918 overdraget til arkitekten Hack Kampmann. Men da han døde i 1920, overgik arbejdet til sønnen Hans Jørgen Kampmann samt Holger Jacobsen og Aage Rafn. Sidstnævnte havde hovedansvaret for det færdige resultat.

På dette tidspunkt var mange arkitekter optagede af nyklassicismen. I det disciplinerede, knappe formsprog fandt de en mulighed for at arbejde med arketypiske arkitektoniske virkninger uden den overlæsning, der havde præget både den nationalromantiske periode og tiden før.

Typisk for nyklassicismen er arbejdet med modstillinger: kvadrat og cirkel, lyst og mørkt, højt og lavt, vandret og lodret. Denne modstilling finder man også i Københavns Politigård.

Ydre og indre, to modsætninger

Bygningens ydre udtryk er strengt og bistert med de sortgrå (nu lysere) facader og regelmæssige rækker af høje ens vinduer. Dette udtryk var ifølge arkitekterne tilstræbt, fordi bygningen skulle stemme overens med de triste omgivelser som godsbanegård, kulbunker, kontorbygninger og skure.

Politigårdens ydre står i skarp kontrast til de to indre, lyse gårde. Den store cirkulære gård har en diameter på 45 meter og kranses af en arkade med 44 doriske dobbeltsøjler. Den mindre kvadratiske gård indeholder en høj niche med skulpturen ‘Slangedræberen’ af Einar Utzon-Frank, og domineres af de lodrette linjer i otte kolossale søjler, der står i bevidst kontrast til den runde gård.

Afslutningen på nyklassicismen

Indenfor hersker gentagelsen og symmetrien i de mørke terrazzogulve og overdimensionerede dørindfatninger, som er udført med en uhyre håndværksmæssig præcision.

Ved indvielsen i 1924 stod Politigården som et hovedværk inden for genren, men bygningen blev alligevel mødt af stor kritik. Man opfattede det som en anakronisme, et magtens symbol, der ikke forstod at tolke tiden, der var på vej mod funktionalismen.

Allerede i midten af 1920’erne klingede nyklassicismen i Danmark ud. Periodens hovedværk og afslutning blev Københavns Politigård, der gennemspiller hele nyklassicismens register.