SEB Bank & Pension
Erhverv
I et rodet, trafikalt knudepunkt giver et elegant og organisk byggeri overraskende plads til offentligheden. Mellem de tre kobbertårne er der offentlig adgang til et roligt landskab, der hæver sig op over gaden.
På hjørnet mellem Bernstorffsgade og Kalvebod Brygge undrede mange sig over i længere tid at kunne se ni tårne, som ikke umiddelbart kunne findes på de store illustrationer af byggeriet, som Bygherren SEB Bank & Pension havde sat op. Men sammenhængen var der.
Bag de ni tårne gemte der sig historien om et byggeri, der blev skabt helt omvendt af det, vi er vant til at se. Tårnene er igen forsvundet ud af vores synsfelt, da kontor- og møde faciliteter er blevet bygget uden på. Dermed blev de ni tårne forvandlet til to geometrisk udfordrende byggerier, tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitektfirma A/S.
De to skulpturelle byggerier kunne ikke opføres i traditionelt elementbyggeri. Tårnene er støbt på stedet med en teknik, der indebar at arbejdet ikke måtte afbrydes, mens det blev udført. I tre uger arbejdede 50 mand derfor på skift i døgndrift for at projektet kunne lade sig gøre.
Arbejdsstationer langs facaden
De to bygninger i 10 etager rummer i alt 25.000 m2. Facaderne afspejler planlægningen af husets indre funktioner. Driftsfunktioner og fællesarealer er placeret i midten, mens arbejdszonerne løber i et bånd på seks meter langs facaderne.
Hvert etagedæk er markeret med fremspring, der skal spille sammen med det omgivende landskab, der forbinder de to bygninger over jorden. Under jorden er de forbundet med blandt andet et parkeringshus. Bygningerne huser SEBs nye domicil med plads til 650 ansatte, men udover det er resten af bygningen udlejet, hvor der er plads til omkring 350 arbejdspladser.
Svensk bjerglandskab
Et landskabeligt terræn binder de to bygninger sammen. Et byrum, som aldrig tidligere er set i København – ja, måske i nogen storby. Terrænet stiger 6 meter i højden fra Bernstorffsgade til den sydligste del af grunden og bygges hen over et parkeringshus, som dermed ikke lægger beslag på pladsen. I et varieret terræn stiger byrummet fra gadeniveau til anden sals højde i trin og hældende flader. Med reference til bygherrens ophav er det som en svensk bjergside med beplantning, der består af træer, græsser, bregner og mos. Det fugtige og frodige miljø understøttes af vandforstøvere.
Udover at binde de to bygninger sammen, er landskabet fuldt ud offentligt tilgængeligt. Det er planen, at der bagved skal udformes en park, der strækker sig hele vejen frem til Dybbølsbro for dermed at give en flig af arealet, der vender ned mod Kalvebod Brygge tilbage til københavnerne.
Projektet er en del af helhedsplanen for DSBs tidligere godsbanegård, der blandt også lægger grund til det nye Rigsarkiv. Også helhedsplanen er udformet af Lundgaard & Tranberg Arkitektfirma A/S.
Arkitektur-
tidslinje
Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.
Se tidslinje