Tårnlegepladsen: Leg på Københavns tårne

Kultur

800
Photo: Kasper Egeberg
Arkitektur-tidslinje

Arkitektur-
tidslinje

Dyk ned i arkitekturhistorien og bliv klogere på alle stilarterne, perioderne og hvad der kendetegner dem.

Se tidslinje

Legepladsen i Fælledparken er en minimodel af Københavns tårne. For de byinteresserede voksne er det sjovt at se på. For børnene er det bare en ualmindelig velfungerende legeplads.

Tårnlegepladsen er bygget op omkring de fem mest kendte tårne i byen. Her er Rundetårn, Rådhustårnet, Børstårnet, Marmorkirken og Vor Frelsers Kirke skaleret ned i børnehøjde og sat sammen med gangbroer og rutsjebaner.

Spejlhuset

I midten af det hele ligger spejlhuset, som er en ombygget version af en gammelt udslidt bygning, der tidligere var offer for hærværk og graffiti. Spejlhuset har forvrængende og sjove tivolispejle på gavle og døre.

I dagtimerne er huset bemandet og fungerer som opholdssted for børn, forældre og pædagoger. Indenfor i huset findes toiletter, og man kan spise madpakken her.

Elektronisk fangeleg

Ud over gynger, sand og rutsjebaner har legepladsen en elektroniks gimmick ved Børstårnet. Her kan børn trykke på og skabe lyde ved en række blinkende elementer, der er skruet ind i bygningerne. Det hele går ud på, at man kan lege elektronisk fangeleg henover Børstårnet og byens tage. Lys og lyd sætter gang i legen, der går ud på at fange duer og skrigende måger, der sætter sig på tagene. 

Priser til legeplads og spejlhuset

At det ikke kun er børn, som har godkendt tårnlegpladsen vidner forskellige priser om. Spejlhuset har været omtalt i en af verdens største design- og arkitekturblogs, Dezeen Magazine, og huset har vundet den anerkendte Red Dot Design Award. Tårnlegepladsen har desuden vundet Danish Design Award 2012 i kategorien “Service- og oplevelsesdesign”.

I nærheden af Tårnlegepladsen

Fælledparken er en gammel park fra 1914. Her har træerne kunnet vokse sig store, og under dem er der masser af aktiviteter for store og små. Tag for eksempel børnene med i Sansehaven, på trafiklegepladsen eller til legepladsen ved Serridslevvej. Hvis de er skarpe til at skate, er det også oplagt at besøge Fælledparkens Skatepark.