Vuggestuen Akvariet
Institution
I udkanten af det gamle villakvarter, Rosenvænget, på Østerbro ligger en vuggestue, der er blevet kaldt en arkitektonisk nyskabelse.
I juni 2005 bød vuggestuen Akvariet børn og pædagoger velkommen i et hus som, ifølge arkitekten Dorte Mandrup, skal give børnene “en nuanceret og sanselig oplevelse af den fysiske omverden og mulighed for at søge de fysiske rammer, der kan opfylde dagens eller sindets skiftende behov”. Huset er udformet, så der er skabt bedst plads til børnene, mest muligt sollys og størst variation i rummene både inde og ude.
Prisme og tagterasse
Byggeriet har en prismeformet hovedbygning,som har fået den form for at give så meget sollys på de vestvendte udearealer som muligt. På prismens skrå udvendige flade fører en ‘aktivitetstrappe’ op på taget af bygningen, hvor der er anlagt en tagterrasse med to meter højt elefantgræs. Tag og gavle i delvist gennemsigtigt, lyst plastik bidrager til en god balance i husets ydre, som ellers fremstår i hårde materialer som glas og stål.
Inde i prismet er fem grupperum placeret side om side med skydedøre direkte til terrassen og haven. For at give børnene så meget plads som muligt er overflødige gangarealer sparet væk. I højden er pladsen udnyttet ved at der i hvert rum er en trappe designet specielt til børnenes skala, der fører op til en plat form med lavloftet hyggehems, der er tænkt som voksenfri zone. Loftet er skjult af en lyddæmpende lærredsdug, der i en stor bue hænger mellem den øverste kant på de høje vinduespartier og bagvæggen i gulvhøjde.
Modig arkitektur eller børnefælde?
Da Akvariet åbnede, roste arkitekter og anmeldere huset til skyerne og kaldte blandt andet bygningen for ‘modig, gennemtænkt og krævende’ og ‘et skulpturelt palads for børn’. Pædagoger og forældre var knapt så begejstrede; udløst af forskellige holdninger til pædagogik og børns sikkerhed viste der sig en del problemer med hverdagen. Akvariet blev hurtigt stemplet som ‘en børnefælde’ i det alt lige fra trapper, tagterrasse, hems og manglende gangarealer blev kaldt upraktiske, uanvendelige eller direkte livsfarlige. Diskussionen om Akvariet viser med al tydelighed, hvor stor en udfordring det er at tænke alternativt og være arkitektonisk nyskabende, når det handler om nye offentlige daginstitutioner.