Vinter
i DAC

Åbningstider
Hver dag:
10–18
Mandag og torsdag:
10–21
Februar er vinterferietid med fastelavn, og DAC er fuld af oplevelser med arkitektur for hele familien.
I både uge 7 og uge 8 kan du opleve et spændende program. Se den tankevækkende udstilling Vandet kommer og besøg vores nyeste udstilling Nanna Ditzel: Sæt kroppen fri, hvor frihed og bevægelse er i fokus. Tag også børnene med i So Danish! og få et indblik i, hvordan dansk arkitektur har udviklet sig fra vikingetiden helt frem til i dag. For børnene er det også muligt at være med til fastelavnsris-workshop eller LEGO workshop i Salen.
Familieaktiviteter
Fastelavnsris-arkitektur (uge 8)
17. – 23. februar
Kom forbi familieværkstedet i DACs Educatorium og lav utraditionelt og festligt pynt til dit fastelavnsris, når vi lader os inspirere af arkitekturens forunderlige verden!
Lysfestival ved DAC
Februar
Copenhagen Light Festival udstiller igen i år foran DAC.
Oplev lysværket In Bloom fra den 31. januar – 23. februar på træbryggen og Aj Vana Be fra den 7. – 26. februar på Bryghuspladsen.
Udstillinger
Nanna Ditzel: Sæt kroppen fri
24. januar – 11. maj 2025
Udforsk Nanna Ditzels banebrydende design, hvor frihed og bevægelse er i fokus. Udstillingen præsenterer nogle af Ditzels mest ikoniske værker, der udfordrer traditionelle møbler og inviterer til nye måder at opleve kroppen og samværet på.
Vandet kommer
7. oktober 2024 – 12. marts 2025
Udstillingen Vandet kommer viser, hvad det er for en virkelighed vi kigger ind i, når vandet kommer. Skal vi forskanse os, eller skal vi leve med vandet? Hvordan undgår vi altødelæggende oversvømmelser? Kan man hive livskvalitet og skønhed ud af den kedelige klimasikring? Og hvad kan vi lære om at bygge med vand som et nyt vilkår, når vi går tilbage i historien eller ser ud i verden?
So Danish!
Det nationale galleri for dansk arkitektur
Oplev Dansk Arkitektur Centers nationale galleri for dansk arkitektur. Udstillingen udfolder historien om dansk arkitektur fra Vikingetiden til i dag, og giver dig mulighed for at rejse ind i vores arkitektur og design og forstå, hvor helt central den er for vores demokratiske samfund.
Design Shop og Café
Nyd vinteren i vores café
Oplev havnen i vinterklæder, mens du holder varmen indenfor. Besøg vores drivhuse på tagterrassen, hvor du kan nyde årets lækre fastelavnsbolle fra caféen. Her kan du også varme dig med en varm drik, hyggelige tæpper og den smukkeste udsigt over havnen og byens tage.
Et univers af design og arkitektur
Kom i vinterferiestemning i DAC Design Shop med luksuriøst og lækkert design. Her finder du alt lige fra farverige japanske koifisk i papir og tegnebøger om livet i havet til dekorativ keramik, plakater og smykker i nyt dansk design. Vi har også et væld at spændende bøger om design og arkitektur.
Lige nu i DAC Café
Årets fastelavnsbolle i DAC Café er en dejlig kombination af cremet nougat, frisk appelsin, sprøde hasselnødder og karamel med dadler. En sød fristelse, du ikke vil gå glip af!
Fastelavnsbolle & café latte/cappuccino: 105 DKK
Klubmedlemmer: 70 DKK
Oplev byen
Guidede ture hver søndag kl. 11
Prøv legepladsen foran BLOX, eller begiv dig ud på en af DAC’s guidede ture ude i byen. Prøv for eksempel Carlsberg Byen: Fra Bryggeri til by – og bliv klogere på, hvad der former et af Københavns nye boligkvarterer, eller tag med på turen Kalvebod Brygge: Byens hemmelige highline. Du kan også glæde familie og venner med en privat gruppetur.
DAC app: Copenhagen Architecture Guide
Du kan også gå på opdagelse på egen hånd i vinterbyen. Find inspiration i vores app, og læs blandt andet om bygninger som alsidige CopenHill, hvor du kan stå på ski, transformerede Villa Copenhagen, der tilbyder en luksuriøs overnatning, og helårshaven Operaparken, der giver et grønt pust midt i alt det grå.